Vi har store skiftedag…

Flyvende udskiftning

Vi har pr. 1.2.2022 ansat Louise Rysgaard som barselsvikar i en funktion som kontor/kundeservicemedarbejder.

Maggy Hübner fandt nye udfordringer og er derfor erstattet af Louise.

Louise er udlært assistent ved Thisted kommune, og har arbejdet de sidste 9 år på kontor, både med kundeservice og diverse kontoropgaver.

Louise overtager barselsvikariatet fra Maggy, som har fået en stilling hos feriepartner i Vorupør, vi ønsker hende alt held fremover.

Vi byder Louise velkommen og håber I også vil gøre det samme.

Opdatering omkring markedet

Kære Kunde,

Der opleves lige p.t. et historisk prispres på kemikalier og tilsætningsstoffer med en styrke som er uden fortilfælde. I gennem det sidste års tid har vi forsøgt at informere alle vores kunder om forventningerne til prisen. Det ser ud til, at vores ambition om at kunne informere fyldestgørende ikke holder ind i Q1. Derfor beder jeg alle kunder som er i tvivl om priser give os et kald, så vi kan få en dialog.

Det er vores håb og opfattelse at de næste par måneder bliver afgørende og vi kan forvente en mere normal prisudvikling i Q2/Q3.

De bedste hilsner

Simon Sørensen

Glædelig jul fra S. Sørensen

Alle os hos S. Sørensen ønsker kunder, samarbejdspartnere og andet godt folk et godt nytår og tak for 2021.

Endnu et år nærmer sig sin slutning, og endnu engang har det budt på store udfordringer. De voldsomme knapheder og dertilhørende prisstigninger har påvirket alle. Både vores leverandøre og kunder. Der bliver løbet hurtigt ude i virkeligheden kan vi mærke. Der skal lyde en stor tak for samarbejdet til alle.

Vi glæder os til at servicere vores kunder igen i 2022 og håber på det bliver en smule mere roligt.

To nye ansættelser

S. Sørensen oplever i denne tid en stor efterspørgsel efter vores service og produkter. I den forbindelse har vi forsøgt at indrette os sådan, at vi fortsat kan opretholde det høje niveau af kundefokus. Det har betydet at vi pr. 1 december har ansat Eva Madsen i en funktion som indkøber med fokus på logistik. Eva kommer fra en lignende stilling fra en lokal virksomhed.

Ydermere har vi ansat Henrik Jensen som drifts og vedligeholdelses-leder. Henrik skal understøtte vores kvalitetssikring i produktionen og sørge for at driften forbliver problemfri. Henrik kommer fra en lignende stilling fra en virksomhed i Herning.

Vi glæder os over at byde velkommen til begge og håber I derude tager godt imod dem.

//Simon Sørensen    

Nyansættelse på kontoret i Thisted

Hos S. Sørensen glæder vi os over, at vi pr. 15. November 2021 har ansat Maggy Hübner som barselsvikar i en funktion som kontor- og salgsassistent.

Maggy, som bor privat i Thisted, er udlært som kontorassistent og har i den forbindelse siddet som kontorassistent i et større lokalt firma.

Maggy vil have sin daglige gang på kontoret i Thisted. Hun vil hjælpe til med diverse kontoropgaver og kundesupport, samt have fokus på kvalitetsstyring og dokumentation.

Vi byder Maggy velkommen og håber at I også vil gøre det samme.

Business as usual

Tusind tak til vores kunder, samarbejdspartnere og ansatte for deltagelse i årets HI-messe. Det var en kæmpe fornøjelse at være tilbage igen, og opleve at det hele var “Business as usual”.

Folk gav hinanden hånden som hilsen (dog med rigeligt med håndsprit), maskerne var væk og selv smagsprøverne var tilbage. I år delte vi messestand med Ecolab og der skal lyde en særlig tak til dem for et behageligt selskab.

Vi ønsker Helene en god Tour

I år har S. Sørensen valgt at lave et Bronzesponsorat med Helene fra Thisted. Hendes far og en lang række andre kører hele Danmark rundt for at samle penge ind via Team Rynkeby. Vi synes alle det er så godt kæmpet af Helene, og vi glæder os over at kunne støtte det gode formål.

Helene med sin far på tour i Danmark

Der er lavet en lille film om Touren som kan ses her:

En løve mere til flokken :-)

Vi modtog endnu en MAN TGX 26.510 til flokken.

I denne version er virkelig fokuseret på optimering af komforten for chaufføren samt MAN’s markedsledende teknologier som gavner miljøet både når det kommer til reduktion af CO2 og overholdelse af de seneste emissionskrav.

Sidste nye skud på stammen

Vi ønsker at være førende indenfor distribution og det betyder meget for os, at virksomheden bliver præsenteret på bedst mulige vis hos vores kunder. Vi kan levere den fornødne leveringssikkerhed og service ved brug af vores egne biler.

Tag godt imod vores nye løve derude.

Glædelig jul og godt nytår

Alle os hos S. Sørensen ønsker kunder, samarbejdspartnere og andet godt folk et godt nytår og tak for 2020.

Det har jo på mange måder været et forfærdeligt år for at være helt ærlig. Alle har følt trykket fra de omstændigheder vores samfund er i nu og har gennemgået i årets løb. Det har til tider været svært at navigere i, men jeg vil i den forbindelse gerne give en stor tak til vores medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder. Alle har været fleksible og løsningsorienteret, og vi har alle lært meget af denne situation.

Vi glæder os til at servicere vores kunder igen i 2021 og håber på det bliver en smule mere roligt.